Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet

Billede
FEVU-uddannelse
11-04-2024

Flere elever begynder på hovedforløbet efter endt grundforløb 2

Andelen af elever, som har fuldført grundforløb 2 på en af de to social- og sundhedsuddannelser og begynder på hovedforløbet til social- og sundhedsassistent, er steget støt, siden uddannelserne blev adskilt i 2017.

Blandt de elever, som begyndte på grundforløb 2 i 2022, var næsten 80 % startet på hovedforløbet et år senere. Det viser beregninger, som SEVU har foretaget for FEVU, der er det faglige udvalg bag de to social- og sundhedsuddannelser.

Både SOSU-skoler og oplæringssteder har gennem flere år netop haft fokus på at mindske det såkaldte 'overgangsfrafald' og sikre en bedre overgang for eleverne, når de går fra grundforløbets skoleforløb til oplæring. Man har bl.a. lavet fælles aftaler om systematisk udveksling af oplysninger om elever, så oplæringsstederne har gode forudsætninger for sammen med skolerne at planlægge og tilrettelægge elevernes uddannelsesforløb.

Tallene viser, at det styrkede samarbejde mellem skoler og oplæringssteder er et vigtigt redskab, for at sikre gode og sammenhængende uddannelsesforløb i vekselvirkningen mellem skole og oplæring.