Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet

Billede
FEVU-uddannelse

Social- og sundhedsassistent - Alt om oplæring

Vær med til at uddanne social- og sundhedsassistenter

Her finder du alt det, du som oplæringssted og skole skal vide om oplæring i uddannelsen.

Du kan læse om uddannelsens regler og rammer for oplæring eller downloade erklæringer om oplæring, uddannelsesordning med videre. Her finder du også ansøgningsskema til at blive godkendt som oplæringssted. God fornøjelse.

Skemaer og tilskudsordninger

Erklæring om oplæring

Vejledning til udfyldelse af erklæring om oplæring (pdf)

Oplæringsmålene i uddannelsen er slutmål.

Ved afslutning af hver oplæringsperiode udfylder oplæringsstedet en erklæring om oplæring. Erklæringen om oplæring er det juridiske dokument, som dokumenterer, om en elev har fået godkendt sin oplæringsperiode eller ej.
Erklæringen om oplæring kan eventuelt vedhæftes et hjælpeskema. 

Hvis en elev ikke får godkendt sin oplæring, får eleven tilbudt en ny oplæring af sin arbejdsgiver.

Ansættende myndighed, elev og skole aftaler en plan for forlængelsen.
Det juridiske grundlag for at udstede et uddannelsesbevis til eleven er en godkendt erklæring om oplæring efter den sidste oplæringsperiode og skolebeviset.

Den udfyldte erklæring om oplæring

Oplæringsstedet udleverer den udfyldte erklæring om oplæring til eleven og til skolen.

 

Hjælpeskema

Hjælpeskema for social- og sundhedsassistent (Word)

Vejledning til udfyldelse af hjælpeskema (pdf)

Hjælpeskemaer til oplæringen

For at kvalitetssikre oplæringsuddannelsen bruger mange oplæringssteder et hjælpeskema for at uddybe og præcisere, hvor langt eleven er nået med hvert oplæringsmål i en oplæringsperiode.
FEVU har udarbejdet et eksempel på et hjælpeskema, som kan bruges lokalt. Hent FEVU's hjælpeskema øverst i denne tekst.

Det lokale uddannelsesudvalg kan vælge at udarbejde sit eget hjælpeskema.

Skolen skal udlevere det hjælpeskema, LUU lokalt har besluttet at bruge, til oplæringsstedet.

Det udfyldte hjælpeskema udleveres til eleven og evt. til skolen.

Præstationsstandarder

Præstationsstandarder fremgår af bekendtgørelse om erhvervsuddannelser § 40.

Godkendelse af private oplæringssteder

Bliv godkendt som oplæringssted

Private institutioner eller virksomheder, som ønsker at ansætte og uddanne social- og sundhedsassistenter, skal godkendes af det faglige udvalg (FEVU). 

Ansøgninger om godkendelse som oplæringssted sendes til FEVU, fevu@sevu.dk

FEVU behandler ansøgningen indenfor 14 dage.
Ansøgning sker via nedenstående skema:

Ansøgning om godkendelse som oplæringssted for social- og sundhedsassistent 2022 (pdf)

Vejledning i udfyldelse af ansøgningsskema for SSA (pdf)

FEVU gør opmærksom på, at det lokale uddannelsesudvalg (LUU) ved elevens skole har ret til på vegne af FEVU at føre tilsyn med godkendte læresteder og påtale, såfremt oplæringen ikke vurderes varetaget i tilstrækkeligt omfang.

Private virksomheder uden koncerngodkendelse

Virksomheder, der ligger uden for koncernen skal godkendes af FEVU. 
En virksomhed uden for en kommunal eller regional koncern kan for eksempel være en privat udbyder af praktisk og personlig hjælp.

Om en virksomhed ligger inden for eller uden for en kommunes/regions koncerngodkendelse er forskelligt fra sted til sted. En virksomhed er uden for koncernen, hvis den er selvstændig, dvs. når:

  • der er tale om en juridisk defineret organisation/selvstændig juridisk enhed (CVR-nummer)
  • den fører et fuldstændigt/særskilt regnskab
  • den er underlagt en ledelse, der alt efter forholdene er en juridisk eller en fysisk person

En virksomhed, som kun ønsker at stille oplæring til rådighed for en kommune/region uden at indgå en særskilt uddannelsesaftale med eleven, skal ikke godkendes af FEVU. Denne model kaldes for udstationering og indebærer, at kommunen/regionen har det overordnede ansvar for at oplæringen finder sted, og at eleven når alle uddannelsesmål.

Koncerngodkendelse

FEVU har besluttet, at alle kommuner og regioner er koncerngodkendte. Det betyder, at den enkelte kommune eller region selv bestemmer, hvor der inden for koncernen (kommunen/regionen) skal oprettes oplæringspladser. Oplæringsstederne skal opfylde de krav for godkendelse af oplæringsvirksomheder, som fremgår af ansøgningsskemaerne for private oplæringssteder.
Kommunen og regionen skal give skolen besked om, hvor der er oprettet oplæringssteder, og oplæringsstederne skal offentliggøres på www.lærepladsen.dk

Nye oplæringssteder inden for koncernen (kommunen/regionen), skal ikke godkendes af FEVU. Private virksomheder kan ikke opnå koncerngodkendelse.

AUB-refusion og løntilskud

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) yder tilskud til arbejdsgivernes udgifter ved ansættelse af elever. Der ydes tilskud til refusion af lønudgifter, mens eleven er på skole, og tilskud til elevens transportudgifter i forbindelse med skoleophold.

Se mere på VIRKs hjemmeside

Regler for oplæringen

Uddannelsesordning og -bekendtgørelse

Uddannelsesordning for social- og sundhedsassistent, gældende fra 1. august 2024 (pdf)

Uddannelsesordning for social- og sundhedsassistent gældende fra 1. august 2023 (pdf)

Uddannelsesordningen for 2022 kan hentes på denne side: hentdata.stil.dk Skriv social- og sundhedsassistent i søgefeltet.

Uddannelsesbekendtgørelse

Gældende fra 1. august 2024: Uddannelsesbekendtgørelse

Se tidligere uddannelsesordninger på denne side.

Find Lov om erhvervsuddannelser og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (hovedbekendtgørelsen) på siden om Love og regler.

Fortolkning af regler i Lov om erhvervsuddannelser og hovedbekendtgørelsen skal rettes til Børne- og Undervisningsministeriet

Lærepladsaftale

Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA har indgået aftale om at skaffe oplæringspladser svarende til behovet for færdiguddannede social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter.

Se lærepladsaftale for 2022 - 2026 (pdf)

Private læresteder og lærepladsaftaler

Private virksomheder, der har indgået en udliciteringsaftale om at varetage service- og/eller sundhedsopgaver for en kommune, vil sædvanligvis også have en aftale vedr. uddannelse af elever. Der vil typisk være tale om én af følgende aftaler:

  • Det kan fremgå af aftalen, at den private virksomhed kan varetage uddannelsesopgaver under kommunens ansvar (kommunens koncerngodkendelse som oplæringssted).
  • Det kan fremgå af aftalen, at den private virksomhed selv har ansvar for uddannelse af et nærmere specificeret antal elever. I så fald tæller den private virksomheds elever med i den samlede lærepladsaftale og fratrækkes kommunens forpligtigelse.
  • Der er ikke indgået nogen aftale om uddannelse af elever. I så fald kan virksomheden ansætte elever og de tæller ud over kommunens forpligtigelser.
Oplæringen

Oplæringen for social- og sundhedsassistentelever består af et oplæringsforløb inden for hvert af følgende områder: Det nære sundhedsvæsen, det psykiatriske område (region eller kommune) og det sammenhængende sundhedsvæsen.

Eleven skal bestå de tre oplæringsforløb inden for hvert af de tre oplæringsområder. Hvis en elev ikke består et oplæringsforløb kan oplæringen forlænges, eller eleven kan tilbydes en ny oplæring.

På oplæringsstedet vil en oplæringsvejleder være med til at sikre, at eleven arbejder med og lærer de opgaver og oplæringsmål, der er på uddannelsen.

Oplæringen skal sikre, at elever udvikler sig og tilegner sig de oplæringsmål, der fremgår af uddannelsesordningen (se øverst på siden).

Oplæringsvejledere

Det faglige udvalg opfordrer alle oplæringsvejledere til at tage oplæringsvejlederuddannelsen.
Læs mere om oplæringsvejlederuddannelsen her.

For at en institution kan blive godkendt til at uddanne elever, skal oplæringsstedet have en medarbejder, der kan varetage den daglige vejledning af elever. Oplæringsvejlederen skal enten selv have gennemgået uddannelsen eller have en højere uddannelse inden for uddannelsens område.

Udover de faglige kvalifikationer skal oplæringsvejlederen også være god til at kommunikere for at kunne vejlede eleven og få en god dialog om blandt andet elevens udførelse af opgaverne.

Social- og sundhedsskoler og godkendte professionshøjskoler over hele landet udbyder godkendte AMU-uddannelser til medarbejdere, der gerne vil lære mere om rollen som oplæringsvejleder.
Oplæringsvejlederuddannelsen er en modulopdelt uddannelse og består af flere uddannelser:

  • Basismodulet
  • Overbygningsuddannelse
  • Specialmoduler

Læs mere om mulighederne her.

Uddannelsesaftalen og prøvetid

Elev og ansættende myndighed skal indgå en uddannelsesaftale, for at eleven kan begynde på hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Børne- og Undervisningsministeriet har de blanketter, som skal bruges for at indgå en uddannelsesaftale. Læs mere om uddannelsesaftaler på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.

Uddannelsesaftalen skal oprettes og underskrives, inden aftaleperioden begynder. Det er meget væsentligt, at dette formelle krav overholdes, også af hensyn til muligheden for at opnå AUB-tilskud.

Formularen udfyldes og underskrives af begge parter og sendes til skolen, som påtegner aftalen og registrerer den. Hvis eleven er under 18 år, skal indehaver(-ne) af forældremyndigheden også underskrive.

Virksomheden skal i øvrigt overholde lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.

Eleven kan først optages på de skoleophold, som er knyttet til uddannelsen, når skolen har modtaget uddannelsesaftalen.

En uddannelsesaftale bortfalder, hvis eleven udelukkes fra skoleundervisning. Skolen kan udelukke eleven, hvis eleven uden grund udebliver fra undervisningen eller groft overtræder skolens ordensregler. Skolen skal dog først have forsøgt med mindre vidtgående foranstaltninger.

Digital uddannelsesaftale

Det er muligt at indgå en uddannelsesaftale digitalt. Det kan ske via digitale uddannelsesaftaler på Lærepladsen.dk. Indholdet i den digitale uddannelsesaftale er præcis det samme som indholdet af blanketten. 

Læs på ministeriets hjemmeside, hvordan du indgår digitale uddannelsesaftaler.

Prøvetid

Der er tre måneders prøvetid på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Prøvetiden træder i kraft den første dag eleven er i oplæring på hovedforløbet. Skoleperioder, der ligger før den første oplæring, tæller ikke med i prøvetiden.

I prøvetiden kan uddannelsesaftalen ophæves uden begrundelse og uden varsel af både elev og oplæringssted.

Prøvetiden forlænges automatisk svarende til fraværsperioden, hvis eleven er fraværende fra oplæringsvirksomheden af nedennævnte grunde i mere end 1 måned af prøvetiden:

  • Sygdom
  • Supplerende skoleundervisning
  • Graviditet, barsel, eller adoption
  • Arbejdsfrihed på grund af særlige forhold.

Efter prøvetidens udløb kan parterne normalt ikke opsige uddannelsesaftalen.

Arbejdstid, løn, ferie, sygdom og barsel

Løn under uddannelsen

Arbejdstid og løn under uddannelsen er beskrevet i den overenskomst, de er indgået mellem FOA og KL.
Overenskomsten er også gældende for private oplæringssteder, der ikke selv har indgået en overenskomst.
 
Elevers arbejdstid følger overenskomsten, og virksomheden skal betale overenskomstaftalt løn til sine elever i hele oplæringstiden, også under skoleophold.
 
KL og FOA vejleder virksomheder og elever om løn- og overenskomstforhold.

For social- og sundhedsassistenter er overenskomstparterne FOA  og KL  

SU eller elevløn?

På Grundforløb 1 og Grundforløb 2 modtager eleven Statens Uddannelsesstøtte (SU), når eleven er over 18 år, hvis ikke andet er aftalt. Se mere om SU her.

På hovedforløbet er eleven ansat og modtager elevløn både i oplæringsperioder og i skoleperioder. Arbejdsgiver kan vælge at ansætte eleven inklusive Grundforløb 2.

Elever der er over 25 år og har mindst 1 års relevant beskæftigelse inden for de sidste 4 år har mulighed for at søge om voksenelevløn.

Se nærmere på foa.dk om satser for elevløn.

Ferie

Elever er også omfattet af Ferieloven og reglerne om ret til ferie og ferietillæg.

Sygdom og barsel

For elever med en uddannelsesaftale, der samtidigt er offentligt ansat, gælder bestemmelserne i funktionærloven om sygdom og barsel. 

I øvrigt gælder bestemmelserne i lov om dagpenge ved sygdom og barsel.

Ændring af uddannelsens længde undervejs i uddannelsen

Forlængelse af uddannelsesvarighed

Elev og ansættende myndighed kan aftale en forlængelse af uddannelsestiden i følgende tilfælde:

  • Hvis eleven på grund af sygdom er fraværende fra oplæringsvirksomheden i mere end 10 % af uddannelsestiden
  • Hvis eleven har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption
  • Hvis eleven er fraværende fra oplæringsvirksomheden på grund af supplerende skoleundervisning
  • Hvis eleven har nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige forhold.

Elev og virksomhed kan ikke forlænge uddannelsestiden med mere end længden af fraværet.

Hvis virksomhed og elev vil aftale en forlængelse, skal der laves et tillæg til den oprindelige uddannelsesaftale på en særlig blanket, som skolen kan udlevere. Skolen skal registrere ændringen i skolens administrative system.

I alle andre tilfælde, hvor en af parterne ønsker en forlængelse, kræver det en godkendelse af det faglige udvalg.

Hvis ansættende myndighed, skole og eleven er enige om at forlænge uddannelsesaftalen, kan det aftales lokalt. Det er kun hvis der er uenighed, at sagen skal forelægges for FEVU.

Ansættende myndighed og elev kan også afkorte oplæringen, hvis de er enige om, at eleven har bestået oplæringsmålene.

Læs mere om afkortning af uddannelsen på denne side. (under Spørgsmål og svar længere nede på siden).

Uenigheder og tvister - afholdelse af forligsmøde

På erhvervsuddannelsesområdet skelnes mellem følgende typer af klager:

Klager der skal sendes til skolen:

  • Klager over en skoles afgørelser (fx optagelse, bortvisning, midlertidig hjemsendelse, overflytning til anden skole)
  • Klager over prøver og eksamen (eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen)
  • Klager over en skoles afgørelser om godskrivning af uddannelseskvalifikationer
  • Se mere om klager over realkompetencevurdering her (under bjælken "Realkompetencevurdering")

Skolen udarbejder en klagevejledning om ankemuligheder til eleven, hvis eleven ikke får medhold i klagen.

Sager der skal sendes til FEVU:

  • Sager om forlængelse af uddannelsestiden
  • Sager om tvister mellem elev og oplæringsvirksomhed (arbejdsgiver)

Hvad er et forligsmøde?

Hvis der er opstået en tvist/uenighed - typisk vedrørende ensidig ophævelse af en uddannelsesaftale - mellem en elev og en virksomhed, som parterne ikke selv kan løse, kan en af parterne (typisk eleven) anmode FEVU om bistand til at søge at løse tvisten/uenigheden. 
Den, der klager, skal beskrive sagens forløb og vedhæfte dokumentation om møder og afgørelser i sagen, som alt sammen fremsendes til FEVU.

FEVU indkalder parterne til et forligsmøde. FEVU's rolle er alene at søge at forlige parterne. Udvalget skal ikke afgøre, hvem der eventuelt har ret og har ikke kompetence til at træffe afgørelse i tvisten.

Hvordan klages til FEVU over en tvist?

For at en klage kan behandles af FEVU, skal der indsendes en række dokumenter til sevu@sevu.dk (sikker mail).

Bemærk, hvis du sender klagen fra din private mailadresse, er det ikke sikker mail. Du kan som alternativ sende din klage med posten til vores adresse: 
Vesterbrogade 6D, 4. sal. 1620 København V.

Følgende dokumenter sendes til FEVU:

  • Sagsfremstilling (hvad klages der over)
  • Kopi af uddannelsesaftale
  • Kopi af ophævelsesblanket
  • Kopi af breve fra ansættende myndighed om ophævelse af uddannelsesaftale
  • Kopi af øvrig korrespondance med ansættende myndighed, der har betydning for sagen

Afholdelse af forligsmøde

Når alle dokumenter i sagen er modtaget, meddeler sekretariatet eleven/elevens repræsentant, arbejdsgiver og FEVU's underudvalg dato for sagens behandling. Parterne gøres opmærksom på, at mødeindkaldelsen anses som accepteret, hvis sekretariatet ikke har hørt fra dem indenfor 3 hverdage.

De to parter kan indenfor 3 arbejdsdage efter modtagelsen af indkaldelsen anmode sekretariatet om udskydelse af sagens behandling. Sekretariatet sender på den baggrund meddelelse til eleven/elevens repræsentant, arbejdsgiver og FEVU's underudvalg om ny dato for afholdelse af forligsmøde.

Et forligsmøde kan normalt maksimalt udskydes to gange og skal begrundes af parten. Ny dato bliver fremsendt af sekretariatet efter aftale med udvalget. Hvis den 3. dato heller ikke er en mulighed, betragter FEVU mulighederne for at forlige sagen for udtømt og sagen kan indbringes for Tvistighedsnævnet, med mindre særlige årsager gør sig gældende.

Det forventes, at eleven deltager på forligsmødet. I særlige tilfælde, såsom sygdom, kan eleven sende en repræsentant.  Et forligsmøde kan, hvis FEVU’s udvalg vurderer det nødvendigt, afholdes virtuelt.

Indgåelse af lokalt forlig

Hvis sagen løses forligsmæssigt inden den udmeldte dato for forligsmødet, meddeles dette snarest til sekretariatet, som tager sagen af dagsordenen for det kommende forligsmøde. Sekretariatet sender underretning til eleven/elevens repræsentant og arbejdsgiver, om at sagen anses som hævet. Eleven/elevens repræsentant skal sende en skriftlig bekræftelse til sekretariatet, der journaliserer det på sagen.

Hvornår kan en sag indbringes for Tvistighedsnævnet?

Hvis parterne ikke kan nå til enighed om et forlig ved mødet i FEVU, og forligsmulighederne derfor må anses for udtømt, kan enhver af parterne vælge at føre sagen videre til Tvistighedsnævnet. 

Tvistighedsnævnet blev oprettet i 1989 og er nedsat af erhvervsministeren.
Tvistighedsnævnets opgave er at træffe afgørelser i sager om uenigheder mellem elever og oplæringsvirksomheder inden for erhvervsuddannelserne.

Se mere om Tvistighedsnævnet her.