Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet

Billede
FEVU-uddannelse
28-05-2025

Folder samler nye og vigtige temaer i oplæringen af pædagogiske assistenter

I 2024 trådte en revideret uddannelsesordning for uddannelsen til pædagogisk assistent i kraft. Revisionen af uddannelsen har betydet, at der er kommet nye mål både i skoleundervisningen og i oplæringen. Denne folder samler ændringer og nye oplæringsmål.

Folderen kan være til inspiration i vejledningen af pædagogiske assistentelever og kan bidrage til at øge kendskabet og indsigten i uddannelsens indhold.

Folderen gennemgår ikke alle de nye oplæringsmål, men uddyber fire emner:

- Specialpædagogiske kompetencer

- Bæredygtighed

- Digitale teknologier

- Refleksion

De fire emner har især været i fokus i revisionen af uddannelsen, og det er vigtigt, at eleven har fokus på dem i oplæringen, hvor eleven arbejder med alle oplæringsmålene.

For bare at tage fat i ét eksempel er der i den nye uddannelsesordning et nyt tværgående fokus på, at pædagogiske assistentelever opnår specialpædagogiske kompetencer. Pædagogiske arbejdspladser spænder bredt over forskellige institutionstyper med børn, unge og voksne. Og fælles for disse institutioner er, at specialpædagogiske kompetencer kan bidrage til at skabe deltagelsesmuligheder, så alle borgere bliver mødt i deres individuelle behov - med blik for den specialviden, det kræver.

På den måde kan styrkede specialpædagogiske kompetencer i uddannelsen være med til at højne kvaliteten og den faglige standard i det pædagogiske arbejde.