Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet
Kaja Lorenzen vinder bronze ved EuroSkills 2025 i Herning
Dermed er Kaja Lorenzen den første danske social- og sundhedsassistent til at stå på sejrsskamlen ved EuroSkills.
Forud for den festlige kåringsceremoni i Jyske Bank BOXEN i Herning har Kaja Lorenzen konkurreret i 9 forskellige cases mod 5 andre deltagere i konkurrencen for social- og sundhedsassistenter og –elever under 25 år.
Kaja Lorenzen udtaler: ”Det har været en vild, men god oplevelse at være med! Jeg har gjort mit bedste de sidste tre dage, og jeg er tilfreds med det, jeg har udført og sagt på scenen. Jeg ved også, at de andre deltagere er enormt dygtige, så jeg er virkelig stolt over at have vundet en medalje!”
Forud for konkurrencen har Kaja Lorenzen trænet på fuld tid på Social- og Sundhedsskolen Syd, hvor hun i sin tid tog sin uddannelse. Udover teori- og praktisk træning i social- og sundhedsfaglige discipliner på SOSU-skolen har Kaja Lorenzen været tilknyttet Skillslandsholdet under SkillsDenmark.
Sammen med 42 andre dygtige EM-deltagere fra Danmark har hun været i et intensivt forberedelsesforløb med fokus på blandt andet mental og fysisk træning i jagten på at præstere det ypperste under både fysisk og psykisk pres i løbet af de intensive konkurrencedage. For Kaja Lorenzen lykkedes det altså at få det hele til at gå op i en højere enhed, og den unge social- og sundhedsassistent glæder sig nu til at vende retur til dagligdagen i Fælles Akut Modtagelse på Sygehus Sønderjylland, hvor hun er ansat.
Det er parterne bag social- og sundhedsassistentuddannelsen (Danske Regioner, FOA, KL), som sammen med Danske SOSU-Skoler har sendt en deltager afsted til EuroSkills. Der deltager desuden en dansk dommer i konkurrencen for social- og sundhedsassistenter og -elever under 25 år.
Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren, FOA: ”De opgaver, som social- og sundhedsassistenterne varetager i dag, er meget komplekse. Det, som SOSU Skills kan, er, at vi har fået gjort faget og den høje faglighed synligt, ikke mindst for den unge generation. Og med Kaja Lorenzens flotte præstation har synligheden fået endnu et boost, og det er vigtigt, for social- og sundhedsassistenternes rolle er afgørende for vores velfærdssamfund.”
Sofia Osmani, fungerende formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, KL: ”Jeg tager hatten af for Kaja og de andre deltagere. De har i den grad vist, at SOSU-faget og et arbejde med ældreplejen er fagligt udfordrende, komplekst og meningsfyldt. Og dét er både godt og nødvendigt i en tid, hvor vi kæmper for, at endnu flere unge får øjnene op for SOSU-faget, når de skal vælge uddannelse. Kaja er en fantastisk rollemodel, og jeg ønsker hende et kæmpe tillykke med den flotte præstation. Hun har al mulig grund til at være stolt.”
Anders Kühnau, formand for Danske Regioner: ”Social- og sundhedsassistenter spiller en afgø-rende rolle i vores velfærdssamfund. Det er fint, at dygtige social- og sundhedsassistenter som Kaja Lorenzen viser vejen frem for et vigtigt fag. For i fremtiden får hospitaler og det nære sundhedsvæsen brug for mange social- og sundhedsassistenter. Deres indsats kan være med til at gøre en stor og positiv forskel for patienterne og deres pårørende.”
Lene Kvist, formand for Danske SOSU-skoler: ”Skills er en fantastisk begivenhed, og på vores område er det en mulighed for at se, hvad der i virkeligheden foregår i faget i interaktionen mellem social- og sundhedsassistenten og borgeren. Man ser borgerens reaktioner, og man ser medarbejderens ageren. Det er med til at åbne det ellers meget private rum op, så andre har mulighed for at se de kompetencer og den faglighed, som social- og sundhedsassistenten arbejder med. Det er meget stærkt for faget.”
Uddannelsen til social- og sundhedsassistent tager op til 3 år og 10 mdr. (4 år og 7 mdr. med EUX).
Social- og sundhedsassistenter yder omsorg og pleje til mennesker i vanskelige livssituationer og vejleder borgere og pårørende til at klare hverdagen og spille en aktiv rolle i deres eget liv. Kerne-opgaven er omsorg og støtte til at opretholde bedst mulig livskvalitet, hvilket bl.a. omfatter sygepleje og rehabilitering.
Centralt for arbejdet er kommunikation og relation med borgere og pårørende, da en forudsætning for arbejdet er evnen til at lytte til andre mennesker og forstå deres behov. Da social- og sundheds-assistenten ofte er borgerens nærmeste kontakt til systemet, spiller kommunikation med andre sundhedsprofessionelle en væsentlig rolle.
En social- og sundhedsassistent er en autoriseret sundhedsperson ligesom bl.a. sygeplejersker og læger. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der udsteder autorisationer. Social-og sundhedsassistenter arbejder ofte enten i hjemmeplejen, på plejecentre, på hospitaler, på bo- og væresteder, i psykiatrien eller hos praktiserende læge.
Uddannelsen i tal:
• Social- og sundhedsassistentuddannelsen er Danmarks største erhvervsuddannelse – i 2024 begyndte 3.464 nye elever på uddannelsen.
• Der var pr. september 2024 10.420 elever i gang med en social- og sundhedsassistentuddannelse.
• Der blev i 2024 uddannet 2.941 social- og sundhedsassistenter.
• Der arbejdede pr. maj 2025 42.938 social- og sundhedsassistenter inkl. elever i danske kommuner og regioner.
Om EuroSkills i Herning 2025
• EuroSkills er europamesterskaberne for erhvervsuddannelser
• Der deltager 33 lande med næsten 600 deltagere i 38 fag. Danmark har 43 deltagere med.
• Om konkurrencen for social- og sundhedsassistenter:
- konkurrencens navn er ’Health and Social Care’
- der konkurreres over tre dage
- der deltager 6 lande: Danmark, Kroatien, Norge, Spanien, Storbritannien og Tyskland
- det er tredje gang, der er en deltager med i ’Health and Social Care’ fra Danmark