Fagligt Udvalg for Ernæringsassistent-uddannelsen
Billede
fue final top til www helt final
28-03-2026

Ernæringsassistentuddannelsen som konkurrencefag til DM i Skills 2027

Efter en årrække, hvor ernæringsassistentuddannelsen har været til stede ved DM i Skills med en demonstrationsstand, arbejdes der nu mod, at uddannelsen igen bliver et konkurrencefag fra 2027.

FUE’s formand, Bodil Geipel Lauritsen fra Danske Regioner, udtaler: ”Ernæringsassistentuddannelsen bliver igen konkurrencefag ved DM i Skills. Skills er et rigtig godt udstillingsvindue for uddannelsen. Det går desværre stadig den forkerte vej med at få uddannet nok ernæringsassistenter til behovet på arbejdsmarkedet. En stærkere synlighed på Skills ser vi som et godt middel til at styrke rekrutteringen, når de unge ser, hvor sindssygt dygtige vores elever er.

Som de seneste mange år vil FUE arbejde for at lave brede, konkrete samarbejdsaftaler med skoler i nærliggende områder til DM i Skills det pågældende år. Det er nemlig ambitionen, at uddannelsen forbliver konkurrencefag i en årrække.

FUE’s næstformand, Jeppe Mikkelsen fra Kost og Ernæringsforbundet, udtaler: ”Vi har igennem nogle år, ønsket at prioritere vores økonomiske midler mod andre veje til at knække rekrutteringsudfordringerne samt øvrige udviklingsopgaver for uddannelsen. Nu er FUE klar til igen at vise sig frem på Skills som konkurrencefag, og vise hvor mange spændende muligheder uddannelsen giver. Vi har også kunne mærke et stort ønske fra oplæringssteder, skoler og andre aktører i branchen om deltagelse i Skills. Det har vi lyttet til og glæder os til at trække i arbejdstøjet frem mod 2027.

Midlerne til deltagelse som konkurrencefag til DM i Skills kommer fra trepartsmidlerne fra Puljen til Lærepladsunderstøttende Tiltag (LUT) under Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).

DM i Skills 2027 afvikles i Vejle d. 7.-10. april.