Webinar: Værktøjer til flere og holdbare uddannelsesaftaler
Nu kan du se optagelsen af webinaret fra d. 6. september 2023, hvor der præsenteres værktøjer fra et projekt, som Fagligt Udvalg for Ernæringsassistentuddannelsen (FUE) har gennemført for at understøtte, at flere elever søger ind på og gennemfører uddannelsen.
Webinaret tager udgangspunkt i en analyse og et inspirationskatalog fra projektet. På webinaret fortæller Kamille Marie Pöckel fra Marselisborg Consulting om hovedpunkterne i analysen, som bl.a.
viser, at der på ernæringsassistentuddannelsen er sket en positiv udvikling i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på grundforløb 2 under projektets løbetid. Hun giver desuden et indblik i, hvad der ser ud til at have effekt, når elever skal finde deres oplæringssted.
Berit Brøndum fra Mercantec fortæller om, hvordan hun i en projektgruppe sammen med medarbejdere fra Hotel- og Restaurantskolen, CELF, Mercantec, Kold College og EUC Nord har udviklet koncepter til at styrke indgåelse af uddannelsesaftaler. Du bliver præsenteret for fire konkrete værktøjer, der kan øge antallet og kvaliteten af indgåede uddannelsesaftaler. Dermed får du konkret viden, som du kan bruge i dit arbejde med at skabe kontakt elev og arbejdsplads imellem – og redskaber til at styrke samarbejdet mellem skole, elev og oplæringssted.
Webinaret er relevant for alle, der arbejder med ernæringsassistentelever, eller som har interesse for, hvordan man skaber flere og holdbare uddannelsesaftaler.