Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet

Billede
FEVU-uddannelse
07-05-2025

Lavere frafald i overgangen mellem grundforløb 2 og hovedforløb på FEVU’s uddannelser

Overordnet set er frafaldet i overgangen mellem grundforløbets 2. del og hovedforløbet faldet de seneste år på alle tre FEVU-uddannelser. På social- og sundhedsuddannelserne er overgangsfrafaldet næsten halveret fra 2021 til 2023.

Der arbejdes i hele landet med mange forskellige indsatser rettet mod at øge gennemførslen på uddannelserne. Der har blandt andet været et stort fokus på tidlig indgåelse af uddannelsesaftaler med elever på grundforløb 2 på social- og sundhedsassistentuddannelsen, og der har været et markant fokus fra skoler og oplæringssteder på at sikre et sammenhængende forløb mellem de to dele af uddannelsen - specielt for de elever, der afslutter grundforløb 2 om sommeren.

FEVU ser desuden positivt på, at tæt samarbejde mellem skole og oplæring, som har fokus på overgangene i uddannelserne, tilsyneladende bærer frugt og sænker frafaldet i overgangen mellem grundforløb 2 og hovedforløbet. Overgangsfrafaldet er fortsat højere på den pædagogiske assistentuddannelse end på social- og sundhedsuddannelserne.

 

 

 

Øget frafald på hovedforløbet

Til gengæld er frafaldet på hovedforløbet gået den forkerte vej de sidste fem år. FEVU har strategisk fokus på at nedbringe frafald og sikre tilknytning i uddannelserne, og udvalget har netop præsenteret en række værktøjer og en model, som gør det nemmere at udvikle tiltag på skoler og i oplæring, som kan øge gennemførslen på uddannelserne.

Kerneelementsmodellen, som den kaldes, er en videreudvikling af en rapport, som Rambøll tidligere har lavet for FEVU, der har kortlagt virksomme indsatser på social- og sundhedsuddannelserne.