Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet
Testside Styrket oplæringsvejledning på SOSU – fem kvalificerede forløb
FEVU er i gang med at udvikle fem praksisnære pakkeforløb, som styrker den professionelle oplæringsvejledning på oplæringssteder gennem aktiviteter og indsatser, der tager højde for det enkelte oplæringssteds muligheder og behov. FEVU ønsker at understøtte, at flere kommuner og regioner gør brug af muligheden for at søge puljemidler til at udvikle vejledningsindsatsen lokalt.
Børne- og Undervisningsministeriet har afsat en ansøgningspulje til kommuner og regioner for at styrke oplæringsvejledningen på social- og sundhedsuddannelserne, så flere elever gennemfører deres uddannelse. Kommuner og regioner kan søge om puljemidler til projekter, der har til formål at nytænke eller udvikle vejledningsindsatsen samt til opkvalificering af oplæringsvejledere. Via puljen kan der opnås op til 50 %’s finansiering af indsatsen.
Derfor sætter FEVU i fem pakkeforløb fokus på udvalgte temaer, som kan være særligt relevante for det lokale arbejde med at udvikle vejledningsindsatsen. Det er temaer, som undersøgelser har vist er virksomme i forhold til at skabe gode uddannelsesforløb for eleverne og styrke tilknytningen til uddannelsen og faget.
Hurtigt overblik
De fem pakkeforløb er:
- Arbejdspladsen i samarbejde om oplæring (Lyseblå)
- Kollegial sparring mellem vejledere (Lilla)
- Gruppevejledning (Rød)
- Systematisk feedback til elever (Grøn)
- Simulation som vejledningsværktøj (Blå)
Konkrete gevinster for arbejdspladsen
- Øget tilknytning til uddannelsen og dermed mindre frafald
- Styrket læringsmiljø for hele arbejdspladsen
- Styrket vejlederindsats og -faglighed
Hvad indeholder et pakkeforløb?
Hver pakkeforløb består af en række materialer og aktiviteter udviklet specifikt til pakkens tema. De giver både viden og konkrete greb til, hvordan I kan arbejde med temaet med afsæt i lærings- og vejledningsteori.
Hvert pakkeforløb indeholder faciliterings- og procesmaterialer, som understøtter jeres lokale arbejde med indsatsen i forhold det tema, som I vælger at sætte fokus på. Hver pakke kommer til at indeholde instruktioner til facilitator (drejebog), fagligt inspirations- og læringsmateriale, så I får et fælles fagligt vidensgrundlag, samt konkrete metoder og værktøjer til at arbejde med temaet.
Der er også redskaber, som understøtter opsamling og forankring af indsatsen. Der lægges typisk op til et forløb af 2-3 måneders varighed, som indeholder et fælles fagligt opstartsmøde, en periode med afprøvninger og afsluttende et fælles opsamlings- og evalueringsmøde. I kan tilpasse materiale, indhold og proces, så det er målrettet jeres behov.
Hvad kræver det?
Hvis I allerede nu ved, at I ønsker at arbejde med et af de fem temaer, kan en beskrivelse af indsatsen og jeres forventede time- og ressourceforbrug danne grundlag for en ansøgning til puljen under Børne- og Undervisningsministeriet. For hvert pakkeforløb har FEVU lavet et bud på en projektbeskrivelse, som kan danne grundlag for ansøgningen – læs mere under hvert pakkeforløb herunder.
Hvert pakkeforløb indeholder en oversigt over anslået ressourcetræk for de medarbejdere, som er en del af indsatsen, samt anslået timeforbrug for facilitator. Facilitator kan være en intern medarbejder eller en ekstern konsulent, der er købt ind.
Den lokale AMU-udbyder kan bidrage med ekspertise og faglig vejledning. Det kan fx være om de mange muligheder for AMU-uddannelser på oplæringsvejledningsområdet, eller om koblingen mellem AMU og de fem pakkeforløb.
Der er tre typer af uddannelser: basisuddannelser, overbygningsuddannelser og specialiseringsuddannelser.
De kan tages uafhængigt af hinanden, dog anbefaler det faglige udvalg, at oplæringsvejledere som minimum tager en basisuddannelse.
Den lokale udbyder kan bidrage med ekspertise og faglig vejledning om de mange muligheder for AMU-uddannelser på oplæringsvejledningsområdet, og hvordan det kan kobles til de fem pakkeforløb.
Se alle uddannelsesmulighederne her>
Pakkeforløbene bygger på eksisterende national forskning
Analyser, evalueringer og vidensopsamlinger om kvalitet i oplæring og tilknytning på social- og sundhedsuddannelserne
En undersøgelse lavet af Rambøll for FEVU viser, at tydelig onboarding, klare forventninger og en professionel vejlederrolle er centralt for at støtte både sårbare og øvrige elever i oplæringen. Forskning i overgange mellem skole og oplæring dokumenterer desuden, at sammenhæng, mening og trygge læringsfællesskaber styrker motivation og tilknytning.
Pakkeforløbene samler disse forskningsbaserede indsigter og omsætter dem til konkrete, praksisnære greb – herunder gruppevejledning, systematisk feedback og kollegial sparring – som understøtter en mere struktureret og professionel tilgang til oplæringsvejledning lokalt.
Forskning peger på, at formel kompetenceudvikling giver størst effekt, når den kobles med systematisk læring, afprøvning og refleksion i den daglige praksis. Pakkeforløbene og AMU-uddannelserne er derfor udviklet til at supplere hinanden ved både at udvikle og forankre kompetencer på arbejdspladsen.
Ansøgning til puljen
Kom hurtigt i gang
Kontakt SEVU for sparring om valg af pakke og plan for gennemførelse. Vejledning om ansøgning i forhold til puljen (kriterier osv.) skal rettes til puljesekretariatet i Børne- og Undervisningsministeriet.