Erhvervsuddannelser og AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet
Styrket oplæringsvejledning på SOSU – fem kvalificerede forløb
FEVU har udviklet fem praksisnære pakkeforløb, som styrker den professionelle oplæringsvejledning på oplæringssteder gennem aktiviteter og indsatser, der tager højde for det enkelte oplæringssteds muligheder og behov.
FEVU sætter i fem pakkeforløb fokus på udvalgte temaer, som kan være særligt relevante for det lokale arbejde med at udvikle vejledningsindsatsen. Det er temaer, som undersøgelser har vist er virksomme i forhold til at skabe gode uddannelsesforløb for eleverne og styrke tilknytningen til uddannelsen og faget.
Valg af pakkeforløb hvis I vil:
- ...gøre elevernes oplæring og læring til en fælles opgave for ledelse, vejledere og øvrige medarbejdere.
Vælg pakkeforløb: Arbejdspladsen i samarbejde om oplæring - ...etablere kollegial sparring som en systematisk del af vejledernes faglige udvikling og samarbejde.
Vælg pakkeforløb: Kollegial sparring mellem vejledere - ...etablere gruppevejledning som en systematisk vejledningsform, der understøtter flere elevers læring og en fleksibel anvendelse af vejledningsressourcerne.
Vælg pakkeforløb: Gruppevejledning - ...udvikle en systematisk feedbackpraksis, der understøtter elevernes læring, refleksion og faglig udvikling.
Vælg pakkeforløb: Systematisk feedback til elever - ...anvende simulation i den daglige vejledning, så eleverne kan øve praksisnære situationer i trygge rammer.
Vælg pakkeforløb: Simulation som vejledningsværktøj
De fem pakkeforløb tager afsæt i eksisterende viden om kvalitet i oplæringen på social- og sundhedsuddannelserne og om de forhold, der har betydning for elevernes læring, trivsel og tilknytning til uddannelsen. Pakkeforløbene er blandt andet udviklet med viden og inspiration fra Rambølls kortlægning for FEVU.
Kortlægningen fremhæver blandt andet betydningen af professionel vejledning og feedback. Oplæringsvejledernes faglige, sociale, relationelle og pædagogiske kompetencer bliver udpeget som vigtige faktorer - psykologisk tryghed, trivsel og faglige fællesskaber kan samtidig styrke elevernes selvtillid, engagement og tilknytning til uddannelsen. Endeligt fremhæves lokal tilpasning af aktiviteter også som væsentligt for at skabe lokal værdi for oplæringsstederne.
Pakkeforløbene kan supplere den formelle kompetenceudvikling, der sker gennem AMU.
Hvad indeholder et pakkeforløb?
Hvert pakkeforløb indeholder faciliterings- og procesmaterialer, som understøtter jeres lokale arbejde med indsatsen i forhold til det tema, som I vælger at sætte fokus på. De giver både viden og konkrete greb til, hvordan I kan arbejde med temaet med afsæt i lærings- og vejledningsteori.
Hver pakke indeholder desuden instruktioner til en facilitator (drejebog), fagligt inspirations- og læringsmateriale, så I får et fælles fagligt vidensgrundlag, samt konkrete metoder og værktøjer til at arbejde med temaet.
Der er også redskaber, som understøtter opsamling og forankring af indsatsen. Der lægges typisk op til et forløb af 2-3 måneders varighed, som indeholder et fælles fagligt opstartsmøde, en periode med afprøvninger og afsluttende et fælles opsamlings- og evalueringsmøde. I kan tilpasse materiale, indhold og proces, så det er målrettet jeres behov.
Hvad kræver det?
Hvert pakkeforløb indeholder en oversigt over anslået ressourcetræk for de medarbejdere, som er en del af indsatsen, samt et anslået timeforbrug for facilitator. Facilitator kan være en intern medarbejder eller en ekstern konsulent, som I indgår en aftale med.
Den lokale SOSU-skole eller anden samarbejdspartner indenfor kompetenceudvikling og AMU kan fungere som samarbejdspartner og bidrage med ekspertise og faglig vejledning. Det kan fx være som facilitator af et konkret pakkeforløb eller om koblingen mellem AMU og de fem pakkeforløb.
Konkrete gevinster for arbejdspladsen
- Øget tilknytning til uddannelsen og dermed mindre frafald
- Styrket læringsmiljø for hele arbejdspladsen
- Styrket vejlederindsats og -faglighed
Hvilket pakkeforløb passer til jeres behov?
De fem forløb har forskellige fokusområder, aktiviteter og ressourcekrav. Brug overblikket nedenfor til at finde det forløb, der passer bedst til jeres arbejdsplads.
Der er tre typer af uddannelser: basisuddannelser, overbygningsuddannelser og specialiseringsuddannelser.
De kan tages uafhængigt af hinanden, dog anbefaler det faglige udvalg, at oplæringsvejledere som minimum tager en basisuddannelse.
Den lokale SOSU-skole eller anden samarbejdspartner indenfor kompetenceudvikling og AMU kan fungere som samarbejdspartner og bidrage med ekspertise og faglig vejledning. Det kan fx være som facilitator af et konkret pakkeforløb eller om koblingen mellem AMU og de fem pakkeforløb.
Se alle uddannelsesmulighederne her>
Ansøgning om puljemidler
Undervisningsministeriet har afsat en ansøgningspulje til kommuner og regioner for at styrke oplæringsvejledningen på social- og sundhedsuddannelserne, så flere elever gennemfører deres uddannelse. Kommuner og regioner kan søge om puljemidler til projekter, der nytænker eller udvikler vejledningsindsatsen samt til opkvalificering af oplæringsvejledere. Via puljen kan der opnås op til 50 %’s finansiering af indsatsen. Der er midler til fordeling i 2025-2028. Puljen forventes genåbnet medio 2027.
Læs mere om puljen her
Spørgsmål om ansøgning i forhold til puljen (kriterier osv.) skal rettes til puljesekretariatet i Undervisningsministeriet.